
ÆLDREPOLITIK
EN VÆRDIG ALDERDOM
Venstre foreslår, at der skal oprettes bestyrelser på alle plejehjem i Holstebro Kommune. Bestyrelserne skal sikre, at de ældre, deres pårørende og lokale ildsjæle har mulighed for at få indflydelse på dagligdagen på plejehjemmene, holde ledelsen ansvarlig og sikre en høj kvalitet i plejen.
Det er kun sund fornuft at sørge for, at pårørende i langt højere grad bliver lyttet til end nu. Der findes desværre dårlige eksempler på, at pårørende ikke bliver hørt. Vi skal sætte målrettet ind med initiativer for at forebygge omsorgssvigt og sikre, at ældre får en tryg og værdig alderdom. Der skal handling og løsninger til.
Det handler grundlæggende om at sætte mennesket før systemet. Vi tror på, at alle mennesker der tager et job i ældreplejen, gør det, fordi de har et ønske om at hjælpe mennesker. De gør det, fordi de har en faglig stolthed og fordi de har en medmenneskelighed.

OPRETTELSE AF BESTYRELSER PÅ ALLE KOMMUNENS PLEJEHJEM

FRIT VALG
Ældre borgere skal så længe som muligt fortsætte med at leve det liv, de selv ønsker, med størst mulig selvbestemmelse.
Plejen og omsorgen skal tage udgangspunkt i den enkelte ældres behov, så det personlige ønske bliver taget alvorligt.
Vores ældre medborgere har opbygget det gode samfund, som vi har i dag. Derfor skal de behandles med værdighed, når de har brug for omsorg og pleje fra det offentlige.
Venstres ældrepolitik vil sørge for, at hjælpen på kommunens plejehjem er af bedst mulig kvalitet. For alle fortjener en værdig alderdom. En alderdom uden ensomhed og med kærlig pleje.
Venstre værner om det frie valg. Også for de ældre. For et stærkere frit valg betyder, at borgerne sættes før systemet. Når ældre borgere sættes før systemet, får de en langt mere værdig alderdom.
Det er dog desværre ikke alle ældre, der kender muligheden for at vælge frit. Derfor har Venstre foreslået at give de ældre en ældrevejleder, der kan hjælpe den ældre og deres pårørende med at vælge lige netop det plejehjem eller den leverandør, der passer bedst til den ældre.
Vi ønsker at fastholde lokale plejehjemsmuligheder – såvel kommunale som private – med rimelige normeringer, samt at livet på plejehjemmet skal opleves som omsorgsfuldt og meningsfuldt af brugerne. Venstre støtter også tankerne og bestræbelserne om etableringen af bofællesskaber for ældre, hvor man kan hjælpe hinanden og skabe gode rammer for samliv og samvær